Horsens Golfklub  
 
Print

Sekretariat

Masser af nye medlemmer i Golfklubben

onsdag d. 9. april 2014 kl. 11:31

 

Horsens Folkeblad samt Horsens Posten har bragt denne pressemeddelelse om Horsens Golfklub

 

Masser af nye medlemmer i Horsens Golfklub

 

Klubben på Silkeborgvej står godt rustet til fremtiden med solid økonomi og stor interesse udefra. Nye golfspillere kan komme til Åbent Hus flere gange den kommende måned.

 

Nye medlemmer, solid økonomi og et stærkt socialt liv er nogle af de vigtigste ingredienser i den menu, Horsens Golfklub er klar med til den nye sæson. Trods mange kedelige meldinger om økonomisk modgang og medlemsfrafald i andre golfklubber har club manager Karsten Sørensen ikke spor svært ved at finde noget at glæde sig over. Tværtimod.

- I fjor fik vi 77 nye medlemmer, hvilket er det højeste tal siden 2008 – og tendensen ser ud til at fortsætte. Alene her i 2014 har vi fået 35 nye medlemmer, selvom vi ikke har haft åbent hus endnu og sæsonen knapt er gået i gang, siger han.

 

Han peger på flere forskellige årsager til stigningen.

- Ikke mindst har vi utroligt mange loyale ambassadører i form af vore medlemmer. Det vigtigste for både dem og vore nye medlemmer er det gode, sociale miljø i klubben, men flere faktorer spiller ind. Banerne er i orden, det samme er servicen og vi har opbygget et skarpt introduktionsforløb, så alle hurtigt føler sig velkomne, siger Karsten Sørensen.

 

Medlemmerne af klubben på Silkeborgvej har også adgang til Østjysk Golfring, hvor de for en beskeden pris kan spille frit på banerne i Skanderborg, Odder, Juelsminde, Hedensted samt Himmelbjerget. Dét tilbud er særligt populært blandt medlemmerne.

- Alene i fjor blev der gået 13.500 runder på de seks baner i golfringens regi. At vi på den måde kan give vore medlemmer let adgang til fem andre gode baner inden for en kort radius, er noget helt unikt – og det lægger nye medlemmer også mærke til, siger Karsten Sørensen, som understreger, at selvom det sociale er vigtigt, føler de dygtige spillere sig også hjemme.

- Vi har fået vores første landsholdsspiller i Stephanie Astrup og vi har i år et hold, der bør rykke op i 2. division. Men vi har ikke været på jagt efter de dygtige spillere – de kommer faktisk af sig selv, fordi vi har en bane, der kan udfordre dem, og fordi de samtidig bliver en del af klubbens liv, siger club manageren, der i disse dage også har travlt med at presse forårets mange company days ind i kalenderen. Dem er der nemlig ekstra mange af i år.

 

Samtidig er Horsens Golfklub et stabilt sted at blive medlem.

- Vores pro-træner Graham Oakley er her på 34. år, og Café Golfert har de samme dygtige forpagtere på 10. år.  Desuden har vi en solid økonomi, med en egenkapital på godt 7,3 mill. kr., så medlemmerne risikerer ikke pludselige og dramatiske stigninger i kontingentet, understreger Karsten Sørensen.

Han tilføjer, at i kølvandet på den succes, klubben har haft med pay-and-play på par 3-banen , er der fra i år indført et par 3-medlemskab for de medlemmer, der måske ikke længere har fysik til at gå 18 huller.

- Det handler om at tilgodese medlemmernes behov, for uden dem havde vi slet ikke denne fantastiske klub, pointerer Karsten Sørensen.

Horsens Golfklub har åbent hus for alle interesserede lørdag d 29. marts fra kl. 13 til 16, søndag d 6. april fra kl. 13 til 16 samt søndag d 27. april fra kl. 10 til 13.