Horsens Golfklub  
 
Print

Banen

Banestatus og information - juli 2009

mandag d. 6. juli 2009 kl. 10:36


Greens
Kvaliteten på greens er højnet betragteligt den seneste tid. For at holde en acceptabel kvalitet på green 5 og 6, er begge greens mindsket i omfang og pinplaceringszonerne er derfor stadig ikke gældende på disse to greens.
Det ekstremt varme og tørre vejr betyder at der enkelte steder på greens er tørkepletter. Disse pletter er svære at undgå når vi er inde i en periode med sådanne vejrforhold. Tørkepletterne er meget svære at vande ”op” da de nærmest er vandskyende. Men vi gør alt hvad vi kan, for at afhjælpe problemet ved hjælp af vanding og brug af afspændingsmidler, der letter vandoptagelsen i disse pletter. 
Et af målene med vores greens-pleje er at få en stor grad af ensartethed på alle greens. Green 3, 7 og 8 er som bekendt forholdsvis nyanlagte rødsvingelgreens, og de øvrige oprindelige greens med en stor bestand af enårig rapgræs. De nye rødsvingelgreens tager anderledes imod bolden, da de er hårdere og vil ofte synes en anelse hurtigere. Forskellen i rullelængderne viser at de nye greens er ca. 5-10% hurtigere end de gamle greens, der dog også varierer i hastighed. En lille forskel er svær at undgå, da en ensartet plejeindsats vil ødelægge kvaliteten af de nye greens og forringe vækstforholdende for rødsvinglen. Vi forsøger som nævnt at opnå en høj grad af ensartethed i vores pleje af greens, således at forskellen stort set ikke kan mærkes.

Bunkers
I en del af banens bunkers er der stadig problemer med for stor sanddybde. Særligt de nye greens på hul 3, 7 og 8 volder problemer. Vi er i gang med at finde en løsning på problemet, men det er vigtigt at I fortsat river sandet op af siderne, for at undgå at det hele lægger sig i bunden.

Ground under repair
Rundt på banen er der en del arealer mærket med blå markering som ground under repair. Vi har den sidste måneds tid, været i gang med at reparere en del af områderne. Men det er et stort arbejde og det er nødvendigt at prioritere indsatsen. VI har koncentreret indsatsen til de områder med størst skade og med stor spillemæssig værdi. En del af områderne er repareret med græstørv og I bedes tage mest muligt hensyn til disse områder og eventuelt droppe fri.

Træfældning under elmaster
Af hensyn til elnettet er Energi Midt i gang med at friskære under elmasterne. Det betyder at der vil være træer der ligger ude i den ukontrollerede rough, særligt på hul 1 og 12. Træerne vil blive skåret op og fjernet i løbet af den næste periode.

Banearbejde og golfspil
Som altid er det fornøjeligt at se den positive stemning I udviser overfor vores (nødvendige) tilstedeværelse ude på banen. Vi forsøger at tage mest muligt hensyn til Jer, men der vil forekomme situationer hvor vi er i vejen for spillet.

Banens natur og fauna 
Golfbanen i Horsens er hjemsted for en lang række dyrearter der trives i de varierede naturtyper der findes på og omkring golfbanen. En række af de dyrearter, der traditionelt set er pressede i de intensivt dyrkede landbrugsarealer, har optimale levevilkår på golfbanen. Dette gælder blandt andet agerhønen, men også dyr som brud og lækatten er at finde rundt på banen. I øjeblikket har vi fornøjelsen af rådyret med lam, harekillingerne samt ræven og dens hvalpe der driller os ved at grave i bunkeren på hul 13. Men vi skal trods alt være glade for den natur som netop er med til at gøre golfoplevelsen i Horsens til noget helt specielt.


Med venlig hilsen
HedeDanmark Greenkeeping – Horsens
Karsten Schmidt – Skov- og Landskabsingeniør kas@hededanmark.dk