Horsens Golfklub  
 
Print

Elite

Seniorerne klar til oprykningsspil til 1. division

mandag d. 10. august 2009 kl. 09:50

 

Horsens Golfklub´s seniorhold i 2. division spillede i week-enden de to sidste kampe i årets danmarksturnering.


Vi vidste inden lørdagens match i Odder, at vi skulle have point med hjem hvis vi skulle nå sæsonens mål oprykningsspil til 1. division. Efter fredagens prøvespil var optimismen stor.


Eva Panduro lagde ud med at sejre 2-1 i damesingle, Niels Rühne i 3. herresingle ramte ikke lige dagen og måtte se sig besejret 5-4. Torben Vind, der under fredagens prøvespil havde spillet banen 6 over par, netop til sit handicap,  måtte ligeledes se sig slået 2-1. Hans Poul Petersen bragte med en sejr på 5-4 balance i regneskabet. Kirsten og Henrik Myhre skulle så blot klare skærene i foursome og bragte sejren i hus med 4-2.

 

Vi var nu klar til at tage imod Harrevig på hjemmebane. Vi kunne nøjes med uafgjort, hvilket Kirsten og Henrik Myhre i foursome tog lidt for bogstavelidt, de tabte nemlig 3-2 efter en ikke prangende indsats. Måske var holdlederen nervøs for om vi skulle kikse i den sidste kamp. Heldigvis spillede de øvrige på holdet op til deres sædvanlige standard. Eva vandt 4-3, Niels Rühne tog revanche fra lørdagens nederlag med en sikker sejr på 7-5, Zoran Nikolic vandt 2-0 og Torben Vind sejrede med 6-5. Samlet sejr 8-2.


Vi var herefter vinder af vores pulje med 6 kampe og 10 point og dermed klar til oprykningsspil til 1. division mod Ørnehøj den 12. september i Give.


Med venlig hilsen
Henrik Myhre (holdleder)