Horsens Golfklub  
 
Print

Elite

Danmarksturneringen 2010 - Seniorer - 1. division

onsdag d. 5. maj 2010 kl. 21:31

Det var med nogen spænding vores hold stillede op på hjemmebane til 1. turneringsrunde i 1. division efter 4 oprykninger de foregående år. Vi skulle lægge ud mod sidste års sølvvindere fra Århus Golfklub. Vi havde afbud fra vores normale 1. single Hans Poul Petersen, så med Jens Jørn Lauridsen med i stedet, besluttede vi at ommøblere på holdopstillingen, idet herresingler stiller op i handicaporden. Det er svært at vide om det var den rigtige beslutning, men spillerne fra Århus havde alle lavere handicap end os. Det blev desværre til det forventede nederlag, selv om alle kæmpede for deres chance.

Eva Panduro tabte med 5 - 6, Jens Jørgen delte sin match i 3. single, Torben Vind, der er meget stærkt spillende her først på sæsonen, vandt med 4 - 2. Henrik Myhre i 1. single tabte 1 - 3. Foursome tæller i 2010 4 point for vundet match, så vi havde store forventninger til vores foursome Niels Rühne og Kirsten Myhre. De tabte desværre 3 - 4, så det blev til et samlet nederlag på 3 - 9.

Vi var noget skuffede over lørdagens resultat og da erfarede vi at Odense havde vundet på udebane i Ålborg med 7 - 5, var vi ikke så sikre på, at vi skulle have vores sejr i 1. division i søndagens hjemmematch mod Odense. Vi havde vores normale 1. single tilbage på holdet, så vi besluttede at stille op i vores sædvanlige opstilling med Kirsten og Henrik Myhre i foursome. Vi spillede godt nok til at besejre Odense - parret med 4 - 3, så var de første 4 point hjemme. Torben Vind sejrede igen, denne gang med 2 - 1. Disse 2 sejre var nok til uafgjort, så blot en deling af en af de sidste 3 matcher var nok til sejr. Desværre blev det til 3 nederlag, Eva tabte denne gang med 1 - 2, Niels Rühne tabte 0 - 1 ( hans modstander var endda i vandet på hul 18 ), mens Hans Poul Petersen ikke var så formstærk, på trods af meget spil i Spanien på betydelige mere tørre baner, og måtte se sig slået med 3 - 4.

Det blev således til uafgjort 6 - 6 og dermed fik vi vores første point i 1. division.

Ålborg slog Århus i Ålborg med 10 - 2, så når Ålborg kommer på besøg i Horsens den 5. juni er en sejr meget vigtig i den åbenbart nogenlunde jævnbyrdige pulje.

Henrik Myhre
(holdleder)