Horsens Golfklub  
 
Print

Elite

GOD WEEKEND FOR HGK´S SENIORER I 1. DIVISION

mandag d. 7. juni 2010 kl. 12:15

De gode takter for forrige rundes uafgjorte resultat mod Odense skulle følges op lørdag i vores sidste hjemmebanekamp i denne sæson mod Aalborg. Denne match ville være afgørende for om det var op af bakke i resten af turneringen for at undgå den  nedrykning som de øvrige hold i puljen har dømt Horsens til.

Det blev til storsejr til Horsens med 10 - 2. Eva Panduro vandt med overbevisende 7 - 6, Niels Rühne vandt i 3. single 3 - 1, Torben Vind i 2. single 5 - 4 , mens Hans Poul Petersen måtte se sig slået med 2 - 4 i 1. single. Kirsten og Henrik Myhre vandt den afgørende foursome med 1 - 0 efter en meget afvekslende match undervejs, hvor vi var en nede efter 11 huller, men vandt så de næste 4 huller og var sikre på mindst at dele matchen. Der gik så lidt gummiarm i spillet til sidst.

Søndag skulle vi så til Århus, der om lørdagen havde slået Odense med overbevisende 9 - 3. Alle på holdet vidste det ville blive svært, men på den anden side kunne vi kun overraske. Eva Panduro havde på hjemmebane tabt stort til Århus-damen, men eva var meget opsat på revanche og det fik hun. Efter meget flot spil vandt Eva 2 - 1. Det var Århus-damens første nederlag i Danmarksturneringen. Hans Poul Petersen gjorde sig hurtigt færdig med en meget overbevisende sejr på 8 - 7 i 1. single. Kirsten og Henrik Myhre var kun oppe efter 3 huller, men tabte så de næste 6 huller og samlet 4 - 6. Nu måtte vi sætte vores lid til Niels og Torben i de sidste 2 singler. Niels Rühne holdt hjem og fik den nødvendige sejr 2 - 1, for at vi var sikre på mindst uafgjort. Torben havde spillet godt var kun 1 slag over par på på bag ni, da matchen blev afgjort på 17. hul til Århus sejr på 2 - 1.

Det uafgjort resultat 6 - 6 i Århus og Odense sejr hjemme over Aalborg med 10 - 2 betyder, at vi er placeret som nr. 3 i vores pulje med 4. point,  mens Århus og Odense hver har 5. point og Aalborg er sidst med 2. point.

Efter sommerferien spiller vi de sidste 2 kampe ude mod henholdsvis Aalborg og Odense. Vores målsætning er fortsat at undgå sidstepladsen.

Henrik Myhre
(holdleder)