Horsens Golfklub  
 
Print

Elite

Fra bund til top

mandag d. 3. juni 2013 kl. 10:20

 

Forrige weekend blev en fantastisk weekend for vort unge 3. divisionshold.

 

Vi havde både lørdag og søndag hjemmekampe. Lørdag stod Odder på menuen og vi skulle gerne viske det grimme 14 – 0 nederlag fra sidste spillerundes match mod Juelsminde ud.

 

5 singlen Jesper Uldum lagde skidt ud og var hurtigt 4 nede, men Jesper er en super fighter, fik vendt matchen og vandt  med 1 hul. Sejren blev  imidlertid fulgt skidt op af både 4, 3 og 2 singlerne, Oliver Hagedorn-Olsen, Steffen Oakley og Oliver Rasmussen, så vi var nede 6 – 2 inden 1. singlen med Jacob Madsen og foursomen med Simon Frederiksen og Rasmus Lomholt.

 

Jacob som spiller i hcp. -1,5 mødte en på papiret meget stærk spiller fra Odder i hcp. + 3,4, det kunne dog ikke slå Jacob ud, og da han fra hvid tee drivede greenen og lavede birdie på hul 17 var første singlen hjemme, stillingen var nu 6 – 4 så foursomen skulle vindes for at få 8 – 6.

 

Simon og Rasmus var dog ikke nede på noget tidspunkt i matchen og efter en lille midtvejskrise hvor de gik fra at være 3 oppe til en enkelt en, sluttede de matchen af på hul 16 4/2. 8 – 6 sejren var hjemme.

 

I søndagens match mod Give stillede vi med et næsten uændret hold, blot spillede Mads Lomholt i stedet for Jesper Uldum.

 

5 singlen, Oliver Hagedorn Olsen havde en spændende match og holdt 1 point efter et lidt for langt indspil til hul 18, 4 singlen, Steffen Oakley, var tæt på at finde det rigtig gode spil frem men mødte en stærk modstander og tabte, 3. singlen, Mads Lomholt, var ikke skarp på dagen og løb ind i en øretæve, 2. singlen, Oliver Rasmussen, spillede en meget solid runde og var hurtigt 3. oppe, der var dog udlignet efter et dårligt put på hul 9. På bagni startede Oliver som lyn og torden og kom hurtigt 2 op, derfra var sejren aldrig i fare og Oliver lukkede på hul 16 3/2.

Vores førstesingle, Jacob Madsen, mødte igen en spiller i plus hcp. denne gang +2, men dem spiser Jacob til frokost og matchen sluttede på hul 16.

Jacob blev dog en anelse forstyrret da han skulle til at putte på hullet, drivet fra vores foursome på hullet var pænt over 300 m og landede lige ved greensidebunkeren i højre side, dette resulterede i en sikker birdie og foursomen sluttede også her, altså SEJR, denne gang 9-5.

 

I puljen er matchen mellem Juelsminde og Odder udsat, men da vi nu har 6 point og Juelsminde og Give har 3 er vi nr. 1 i puljen og ser nu fremad mod de sidste puljematcher i august.

 

For fuldstændige resultater se: Her.

 

Med golfhilsener

 

Hans Lomholt