Horsens Golfklub  
 
Print

Elite

På vej mod oprykningsspil til 1. division for seniorer

onsdag d. 10. juni 2009 kl. 11:35


Weekendens 2 matcher på hjemmebane mod henholdsvis Vejle og Odder resulterede i 2 store sejre for vores 2. divisionshold for seniorer. Lørdagens match mod Vejle blev vundet 8 - 2. Kun Jens Jørn Lauridsen som vi havde med i 1. herre-single måtte se sig slået 4-2, mens Torben Vind vandt 2-1, Niels Rühne 7-6, Eva Panduro 3-2 og Kirsten og Henrik Myhre i foursome vandt 4-3. 

Vi havde som tidligere meddelt tabt 6 - 4 til Vejle på udebane, så nu er vi bedst indbyrdes, hvilket måske i den sidste ende kan få betydning for evt. oprykningsspil. 

Søndag mødte vi de foreløbig ubesejrede seniorer fra Odder. Vi havde denne gang Hans Poul Petersen med i 1. herre-single. Hans har det laveste handicap blandt seniorer i HGK, så det var klart en forstærkning, fordi de øvrige herre-singler rykker ned som 2. og 3. herresingle. Hans havde sidst været med på vores hold i 2006, da vi startede i C-rækken. 

Alle spillere var opsatte på, at Odder efter mødet med Horsens ikke længere ville være ubesejret. I dejligt vejr og på en flot bane vandt vi alle, så Odder måtte drage hjem med et nederlag på 10 - 0. Hans vandt 2-1, Torben 6-4, Niels 2-0, Eva 5-4 og Kirsten og Henrik 2-1. Der var således tale om nogle rimelig tætte matcher, så intet er givet endnu. 

Vi mangler Odder på udebane lørdag den 8. august. Uafgjort eller sejr, som vi selvfølgelig går efter denne dag vil bringe Horsens i oprykningsspil til 1. division. Vi forventer at besejre Harrevig på hjemmebane om søndagen, idet Harrevig har tabt samtlige 4 kampe. 

Henrik Myhre 
(holdleder)