Horsens Golfklub  
 
Print

Elite

Oprykning til 1. division for HGK´veteraner

onsdag d. 19. august 2015 kl. 13:33

 

Oprykning til 1. division for HGK´veteraner

Weekendens 2 matcher som på grund af vejret blev forlænget med mandagen var en succes for Horsens Golfklubs veteranhold.

 

Lørdag skulle vi møde Aarhus på hjemmebane men vejret med torden og lyn og meget regn gjorde vores bane uspillelig, og matchen blev udsat til mandag.

 

Søndag morgen skulle vi så til Fredericia, der lørdag havde tabt til Faaborg på udebane med 8 – 6, et resultat der var meget fint for vores chancer for at ende på puljens 1. plads.

 

Vores hold bestod af Inge Hansen, Klavs Brinch-Møller, Flemming Nordal, Zoran Nikolic, Henrik Myhre og Lis Jacobsen og Bent Nielsen i foursome. Vejret var meget fint og banen i god stand og vi vidste at det kun vi os, der havde vundet en match på udebane i vores pulje, så Fredericia var favorit til at vinde, selv om vi havde slået dem på hjemmebane med 10 – 4.

 

Inge lagde fint ud med at vinde damesingle med 1 – 0. Klavs kæmpede bravt i 4. herresingle men måtte se sig slået med 3 – 1. Flemming er altid skarp i hulspil, så han bragte os foran igen med en sejr på 2 – 1. Zoran er p.t. i topform, så vi regnede med en sejr i hans match. Desværre mødte Zoran en modstander der holede puts fra store afstande, så det blev til nederlag til Zoran på 3 – 1. I 1. herresingle så Fredericia´s spiller frem til revanche for et stort nederlag i Horsens. Det var en meget lige match, hvor den højeste føring var 1 up. Matchen blev afgjort på sidste hul, heldigvis med sejr til Henrik. Matchen var således lige, så matchen skulle afgøres i foursome. Vi havde været 3 up undervejs, men så gik spillet i stykker for Lis og Bent, der tabte de sidste 5 huller. Fredericia vandt 2 – 0. Samlet blev det til Fredericia sejr med 10 – 4.

 

Vi var nu 3 hold med 6 point i puljen efter Aarhus sejr på hjemmebane over Faaborg med 13 – 1.

 

Vi kunne selv afgøre mandag om vi skulle fejre oprykning eller ej. Anne Marie Nikolic skulle spille i stedet for Inge og efter afbud fra Klavs på grund af arbejde havde vi fået Erling Walter Madsen med i stedet. Erling havde vist storform i en privat match søndag, så forventningerne var store.

 

Anne Marie´s modstander kom 3. kvarter for sent til sidste starttid, så den match blev aldrig spillet. Synd for Anne Marie, men hun kunne trøste sig med en stor papirsejr på 10 – 8. I 4. herresingle måtte Erling se sig slået af Bjarne Højsgaard (tidligere Horsens-spiller) med 1 – 3. Flemming vandt som forventet med 3 – 2 i 3. herresingle. Zoran fik som ventet revanche for nederlaget i Fredericia med en stor sejr på 5 – 4. Vi var nu på vej mod sejr eller uafgjort. Henrik var godt spillende i 1. herresingle og vandt med 8 – 6. Sejren og oprykning var dermed hjemme, så resultatet af foursome var kun kosmetisk. Det endte med at denne match blev delt, efter at Lis og Bent vandt sidste hul.

 

En dejlig sejr på samlet 10 – 4 og stensikker oprykning til 1. division.

 

Se alle resultater her.

 

En stor tak til mine holdkammerater for deres præstationer i 2015. Ud over de spillere der spillede i den forlængede weekend, har Kirsten Myhre, Bjarne Iversen som vi tragisk mistede og Niels Rühne spillet på vores hold.

 

Også en tak til Horsens Golfklub for opbakningen til vores hold.

 

Henrik Myhre (holdleder)