Horsens Golfklub  
 
Print

Elite

Vellykket træningslejr for eliten

onsdag d. 2. maj 2018 kl. 08:29

 

Vellykket træningslejr for Horsens Golfklub Elite

 

Herre-elitespillerne i Horsens Golfklub drog fredag den 20. april mod Esbjerg for at afholde træningslejr som forberedelse til divisionsweekenderne, som snart står for døren. For dem der havde tid, blev der spillet en runde på Kaj Lykkes golfanlæg på vejen fredag formiddag, men ellers mødtes holdet i Marbækhytten nær Esbjerg fredag aften. Den første aften blev brugt på at få indlogeret alle spillerne i den rummelige hytte, mens holdkaptajn Palle Wichmann havde sørget for lasagne til hele holdet. Der blev tændt op i brændeovnen og spillet kort, så der var god stemning i den brogede flok. Inden sengetid blev spillerne tilfældigt inddelt i to hold, nemlig hold A og B, så de var klar til match den kommende dag i Breinholtgård Golfklub. Der skulle nemlig spilles 36-hullers Ryder Cup, hvor der på de første 18-huller skulle spilles foursome, mens der på de sidste 18 huller skulle spilles singler. Spillerne på det vindende hold ville hver få et dusin nye Wilson Staff-bolde, så det var en gruppe motiverede og spændte golfere der gik i seng fredag aften.

 

Lørdag morgen kl. 6.00 ringede vækkeurene rundt omkring i hytten. Det var en kølig morgen, så det var det varme golftøj der blev fundet frem. Kort tid efter blev der spist morgenmad ved det store fællesbord inden turen gik mod Breinholtgård Golfklub. Allerede lidt i 8 skulle de første fire spillere starte på hul 1 i en foursome, hvorefter de to andre foursomes hurtigt fulgte efter. Det var hold B der havde mest held med de første 18 huller, da de vandt to ud af de tre matcher, mens hold A vandt den sidste. Efter første runde var det blevet tid til en tiltrængt frokost i cafeen i klubben, så hele holdet var samlet om burgere med pommes frites. Vejret havde også udviklet sig til perfekt golfvejr i løbet af dagen med sol, varme og minimal vind, så derfor spillede de fleste i kortærmede poloer i anden runde, som startede lidt i 14. Hold A var bedst i singlerne og vandt 4 ud af 5 og tabte den sidste. Det betød at hold A samlede vandt en smal sejr på 10-8, og derfor modtog alle spillerne den eftertragtede præmie tilbage i hytten. Efter en lang dag på golfbanen stod aftenmenuen på pizza bestilt udefra. Endnu engang var stemningen blandt drengene god. Nogle hyggede sig med boldspil i hyttens have, mens andre valgte en mere rolig aften ved fællesbordet. Aftenen sluttede af med en sjov leg, som var arrangeret af holdlederen på 2. holdet, Jesper Bejerholm. Legen bestod i at drengene skulle ”bette” på hinanden i forskellige discipliner, og den person der havde flest bets rigtigt, vandt en betalt gokart-tur. Det var en hyggelig måde at afslutte en begivenhedsrig lørdag. Søndag morgen stod på pakning, morgenmad og rengøring af hytten inden turen gik til Give for at spille deres bane. Her var formålet at få testet forskellige spillere og forskellige sammensætninger af spillere, så holdlederne kunne få et præg om hvad der ville fungere bedst til de forestående divisionsweekender. Spillet begyndte cirka 10.30, og endnu engang tilsmilede vejrguderne eliteholdet. Vejret bar igen præg af sol, varme og meget lidt vind, så der var gode forhold for spillerne på Gives golfanlæg. Flere spillere viste da også gode takter på runden. Efter runden var programmet for træningslejren slut, og holdet kørte hjem til Horsens sent søndag eftermiddag.

 

Alt i alt var der tale om en utrolig vellykket træningslejr for Horsens Elitehold, hvor der blev spillet en masse god golf i fantastisk vejr, og hvor holdet uden tvivl blev knyttet bedre sammen efter mange timers stemningsfuldt samvær.

 

- Skrevet af Daniel Frederiksen