Horsens Golfklub  
 
Print

Elite

Blandet weekend for Horsens’ eliteherre

mandag d. 18. juni 2018 kl. 08:31

 

Eliteherrerne i Horsens golfklub er repræsenteret med to hold i Danmarksserien i henholdsvis 3. division og 5. division. Begge hold var i spil i weekenden den 16. og 17. juni, som skulle vise sig at blive en blandet fornøjelse for de to hold.

 

Lørdag den 16. juni bød på hjemmekampe for begge Horsenshold, da 3. divisionsholdet tog imod Vejle golfklubs elitehold, mens 5. divisionsholdet tørnede sammen med Brande golfklub.

 

3. divisionsholdet, som inden denne spillerunde lå i spidsen af deres pulje, vandt sikkert over Vejle med 9-3 efter flot spil over hele linjen, hvor det blev tre vundet matcher, en enkelt delt match og en enkelt tabt. Dermed var det efter lørdagens match en kendsgerning at Horsens havde vundet de første tre matcher i puljen, der indeholder Horsens, Vejle, Mollerup og Silkeborg/Ry.

 

Også 5. divisionsholdet fortsatte de fine takter, da de lørdag på hjemmebane slog Brande sikkert med cifrene 9-3. Her tabte Horsens foursome-matchen, der gælder tre point, men heldigvis blev de resterende matcher vundet, hvilket resulterede i en samlet sejr. Dermed kunne det efter lørdagens match ligeledes konstateres at også 5. divisionsholdet nu har vundet deres første tre matcher i puljen bestående af Horsens, Kellers Park, Juelsminde og Brande.

 

Søndag den 17. juni skulle dog vise sig at være en kedelig dag for begge mandskaber, da 3. divisionsholdet tabte hjemme til Silkeborg/Ry, mens 5. divisionsholdet tabte ude til Juelsminde.

 

Horsens’ 3. divisionshold havde ellers i første spillerunde vundet overbevisende over Silkeborg/Ry på deres hjemmebane med hele 10-2, men denne gang trak Horsens desværre det korteste strå, da Silkeborgklubben vandt 7-5 i Horsens. Det skete efter at Horsens havde tabt to singler og en foursome. Dermed lykkedes det for Silkeborg/Ry at bringe balance i regnskabet, da de nu har lige så mange point som Horsens i pulje 6 i 3. divisionen. Holdet fra Horsens kan dog glæde sig over at de er bedre end Silkeborg/Ry indbyrdes og dermed stadig selv kan afgøre om de skal deltage i oprykningsspillet ved at vinde i den sidste spilleweekend.

 

5. divisionsholdet havde det også svært, da de skulle bide skeer med Juelsminde på udebane i søndagens spillerunde. Det lykkedes dog ikke Horsens at udfordre holdet fra Juelsminde, da de tabte 9-3, efter kun at have vundet foursome-matchen. Dog topper Horsens alligevel deres pulje, selvom de er stærkt forfulgt at Kellers Park.

 

Dermed kan det konkluderes at anden spilleweekend blev en blandet fornøjelse for både 3. og 5. divisionsholdet. Begge hold kan endnu selv afgøre hvorvidt de skal deltage i oprykningsspillet. Derfor bliver tredje og sidste spillerunde midt i august utrolig spændende og vigtig for begge herreelitehold i Horsens golfklub.

 

Skrevet af Daniel Frederiksen.