Horsens Golfklub  
 
Print

Elite

Elite - Flot maj måned

mandag d. 18. juni 2018 kl. 11:26

 

Flere af eliteherrerne i Horsens Golfklub har deltaget i diverse turneringer i solrige maj måned, og det har de gjort med flotte resultater. I denne artikel får du et overblik over, hvordan flere af spillerne har klaret sig i det fantastiske golfvejr, som stort set hele maj har budt på.

 

Viborg Carlsberg Open

 

Viborg Carlsberg Open 2018 fandt sted den 21. maj, og her havde Horsens hele fire spillere repræsenteret i turneringen med udelukkende lavhandicappede spillere. De fire spillere der skulle prøve kræfter med 36-hullers turneringen var Jacob Madsen, Oliver Rasmussen, Simon Kaiser Frederiksen og Claus Rasmussen.

Her klarede Jacob Madsen sig specielt godt, da han endte på en delt 7. plads efter to solide runder i 74 og 75 slag, hvilket samlet gav en score i +5. Jacob var da også selv tilfreds med spillet og resultatet, som kom i hus til trods for at han ikke havde sin egen driver til rådighed til turneringen. 

Også Simon Kaiser Frederiksen klarede sig fint idet han endte på en delt 16. plads efter to runder i 75 og 77 slag, hvilket kom i hus efter stabilt spil med et fåtal af store fejl.

Længere nede på listen finder man Oliver Rasmussen, som havde en mindre god dag på kontoret til denne præstigefyldte turnering. Oliver gik samlet +12 efter to runder i 77 og 79 slag. Selvom der var en række birdies at finde på scorekortet, var spillet ikke stabilt, og derfor præsterede den langtslående spiller under vanlig standard. 

Sidste Horsens-spiller der var i aktion til Viborg-turneringen var Claus Rasmussen, som dog ikke havde en god dag. Claus endte på en 56. plads efter to runder i 81 og 82 slag, hvilket resulterede i en samlede score i +19.

Alt i alt var der dog tale om godkendte præstationer fra Horsens-spillerne til Viborg Carlsberg Open, som blev vundet i en samlede score i -4.

 

JDT Gyttegård

 

Den yngste spiller fra eliteherrerne i Horsens Golfklub deltog ved u-19 -udgaven af denne junior distriktturnering, som fandt sted i Gyttegård den 26. maj. Her var der tale om 15-årige Anders Jensen, som leverede et fremragende resultat til netto-turneringen, idet han endte på en flot 2. plads ud af godt og vel 30 talentfulde juniorer efter en samlede netto-score på 70 slag efter turneringens to runder. Derudover havde Anders faktisk turneringens bedste bruttoscore, hvilket også vidner om en fantastisk indsats fra den helt unge spiller, der tydeligvis har en lovende golfmæssig fremtid.   

 

Jelling Junior Classic

 

Jelling Junior Classic løb af stablen den 27. maj på golfanlægget i Jelling, og her havde Horsens herreelite Casper Jørgensen repræsenteret, som er en af de stærke juniorspillere i Horsens. 18-årige Casper leverede et utroligt godt resultat til turneringen, der bestod af 36 huller, da han endte på en flot 3. plads ud af lige knap 30 spillere. Dette skete efter to gode runder i 73 og 75 slag, der samlet resulterede i en score i +4. Dermed var der tale om en mere end godkendt indsats fra Casper til juniorturneringen, der blev vundet i -2.

 

Skrevet af Daniel Frederiksen.