Horsens Golfklub  
 
Print

Turneringer

Slå et slag for kuglerne 2.6.2019

mandag d. 3. juni 2019 kl. 10:20

 

Horsens Golfklub slår et slag for kuglerne

 

Horsens Golfklub var søndag den 2. juni vært for en golfturnering til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Fokus var på mænd og kræft, og der blev i alt samlet mere end 12.000 kroner ind til det gode formål.

 

For 3. år i træk sætter Kræftens Bekæmpelse og Dansk Golf Union fokus på mænd og kræft med golfturneringen Slå et Slag For Kuglerne. Turneringen kan spilles i perioden 1. maj til 13. oktober 2019, og søndag den 2. juni var Horsens Golfklub vært for turneringen med det gode formål.

 

Stor opbakning til alvorlig sag

 

Kræft er en alvorlig sygdom, som rammer hver 3. mand. Derfor er der et stort behov for at støtte Kræftens Bekæmpelses arbejde inden for forskning, forebyggelse og patientstøtte, så den kedelige sygdom bliver nemmere at håndtere. Søndag den 2. juni demonstrerede Horsens Golfklub stor opbakning og støtte, da 73 golfspillere havde tilmeldt sig turneringen, som heldigvis foregik i sol og varme. En af deltagerne var Henrik Lomholt, og han skjuler ikke sin glæde for den store opbakning:

 

”Jeg er glad for at være med i dag og se så mange, der støtter denne alvorlige sag”, siger Henrik Lomholt og uddyber: ”Jeg har selv haft kræft og har dermed været vidne til den forfærdelige sygdom fra første række. Derfor er jeg stolt over, at så mange mennesker kan samles om kræften, som alle nok har haft tæt på livet på en eller anden måde”, afslutter Henrik.  

 

Flot indsamling

Den store opbakning mundede også ud i en flot indsamling til Kræften Bekæmpelse. I alt blev der samlet mere end 12.000 kroner sammen til det gode formål, hvilket var et resultat af tilmeldingspris, løbende konkurrencer og frivillige donationer. Det nydelige beløb glæder da også Hans Lomholt, som er turneringsansvarlig i Horsens Golfklub:

 

”Det har været en fantastisk dag, som heldigvis foregik i skønt vejr. Alle har været glade, og jeg er begejstret for, at vi er lykkedes med at samle så mange penge ind til et fantastisk formål”, fortæller Hans Lomholt.

 

Attraktive konkurrencer og præmier

Foruden at støtte et godt formål var der også attraktive konkurrencer og flotte præmier på højkant. Turneringen foregik både på par 3-banen og den store bane i Horsens Golfklub, og her var der flotte præmier til de bedste spillere i henholdsvis A, B og C-rækken. Samtidig kunne der vindes 25.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse, hvis en spiller formåede at præstere en hole-in-one på udvalgte huller. Derudover var der flere konkurrencer, hvor spillerne havde mulighed for at vinde personlige præmier. Eksempelvis kom en spiller i en præmiepulje, hvis vedkommende formåede at vinde over en elitespiller på et udvalgt hul.

 

Arrangementet blev rundet af med pølser på grill til alle deltagere, hvilket, sammen med golfspillet, kunne nydes i dejligt vejr.

 

For det samlede resultat klik her

 

Skrevet af Daniel Frederiksen