Elite

3. division herrer

mandag d. 9. maj 2011 kl. 12:45

 

Vores bedste herrehold er i år i pulje med Odder, Juelsminde og Comwell Kellers Park, som vi aldrig har spillet imod. – Holdet til første spilleweekend bestod af Mikkel Jensen og Jacob Häuser i Foursome. Simon Kaiser Frederiksen, Christian Lind, Jacob Madsen, Rasmus Lomholt og Søren Braas i single.


Vi startede med 2 hjemmekampe og havde håbet og satset på 2 sejre. Det blev til en helt suveræn sejr på 14-0 over Odder og et knebent nederlag til Comwell Kellers Park på 6-8.


Lørdag d. 30. april 2011

Horsens – Odder: 14 – 0.


Hvilken start på sæsonen :-)

Fantastisk morgen med sol fra en skyfri himmel. Alle var tændte og koncentrerede og selvtilliden var i top. Vi havde glædet os til at starte sæsonen på hjemmebane, men at starte med så overbevisende en sejr, må siges at være en utrolig flot præstation. – Dejlig at se en koncentreret indsats af alle og selvfølgelig masser af godt golfspil.


Sejrscifrene i de enkelte matcher var som følger:

Singler: Simon Kaiser 6/5, Christian Lind 4/3, Jacob Madsen 4/3, Rasmus Lomholt 4/3 og Søren Braas 2/0 (Flot kommet igen af Søren, der var nede med 2 efter 11 huller!)

Foursome: Mikkel Jensen og Jacob Häuser vandt 5/3.


Ovennævnte taler vist for sig selv!


Søndag den 1. maj 2011.

Horsens – Comwell Kellers Park: 6 – 8.


Så kom vi desværre ned på jorden igen mod et godt og velspillende hold.


Næsten alle kampe var meget tætte, og det kunne gå til begge sider, men marginalerne var desværre ikke på vores side i dag!


I singlerne blev det til komfortable sejre til Jacob Madsen og Rasmus Lomholt med henholdsvis 7/5 og 4/3. Simon Kaiser var oppe med 2 efter 8 huller men blev hentet på bag ni og var 1 nede på hul 18, som han vandt på en flot birdie og delte matchen. Christian Lind var oppe med 1 efter 9 huller men var ligeledes nede med 1 på hul 18, som han så også formåede at vinde på et super put på 4 meter for birdie og en delt match. Rigtig god vilje og kampgejst fra disse unge spillere!  – Søren Braas havde ligeledes en meget tæt match, der bølgede frem og tilbage til det allersidste put. Det blev desværre Comwell spilleren, der holede en ”vildmand” på 8 meter for birdie og en lidt heldig 1/0 sejr.


Med stillingen 6 – 4 til Horsens blev det så foursomen, der blev afgørende. Vores foursome med Mikkel Jensen og Jacob Häuser var nede med 3 midt på bag ni, men var tæt på at levere et super come back. Det lykkedes dem at vinde et par huller, og kun være 1 nede på 18 hul, hvor Jacob havde et put for at vinde hulet, dele matchen og dermed skaffe de 2 point, der kunne have givet Horsens sejren på 8 – 6. Desværre gik puttet lige forbi, og de tabte således med 1 – 0. Det gav så alle 4 point til Comwell, men utrolig godt kæmpet af Mikkel og Jacob.


Status efter første spilleweekend er en delt 2. plads sammen med Comwell. Dette skulle gerne forbedres efter næste spilleweekend, hvis vores målsætning om oprykning skal holde. Det bliver selvfølgelig ikke let, da vi har 2 udekampe, men vi glæder os :-)

Med sportslig hilsen

Torben Lind